begravelse

Begravelse

På denne side finder du informationer om; hvad en kirkelig begravelse er, hvad du skal huske, anmeldelse af dødsfald og dødsattest, begravelsens symboler, død og opstandelse, tab og sorg samt begravelses- og bisættelses ritualerne

Hvad er en kirkelig begravelse?

En begravelse i kirken er de pårørendes afsked med den døde og forkyndelse af det kristne budskab om opstandelse, håb og trøst.

Før en kirkelig begravelse taler de pårørende med præsten. Ved samtalen forbereder man begravelsen. De pårørende fortæller præsten om afdøde og vælger salmer. I samtalen kan præsten også tilbyde støtte og sjælesorg.

Ved en kirkelig begravelse eller bisættelse bliver der sagt tak for den dødes liv og for alt, hvad andre mennesker fik lov at dele med ham eller hende. Der bliver sat ord på sorgen over det, vi har mistet eller aldrig fik.

Når man har mistet, kan man komme til den kirkelige begravelse eller bisættelse for at sige et sidste farvel. Samtidig hører vi, hvad det kristne budskab har at sige til mennesker, som sørger og savner.

Ved begravelse eller bisættelse kaster præsten jord på kisten og beder en bøn, hvor vi takker Gud for det mennesket har fået gennem Jesu opstandelse fra de døde. Den samme bøn bliver bedt før enhver dåb. På den måde begynder og slutter et kristent menneskes liv på jorden med tak.

Salmerne ved en begravelse giver os billeder på opstandelse og evigt liv. Bønnerne sætter ord på sorg, savn og på håbet om, at vore døde er hos Gud. Præstens tale kan være både personlig og forkyndende. Den personlige del kan handle om det liv, vi har levet med den døde. Hvad vi som pårørende fik gennem afdøde og nu har mistet. Forkyndelse kan handle om opstandelseshåbet og Guds løfte om at være med os både i livet og i døden.

Begravelse i kirken afsluttes med at kisten sænkes i jorden på kirkegården, mens en bisættelse afsluttes med, at kisten køres til krematoriet, og senere ved nedsættelsen af urnen.

Det skal du huske

I dagene efter et dødsfald skal de pårørende midt i sorgen tage stilling til mange spørgsmål og ordne mange praktiske forhold.

De fleste henvender sig til en bedemand for at få hjælp til det praktiske i forbindelse med dødsfald og begravelse. Det er de pårørendes eget valg, om de vil have hjælp af en bedemand. Man kan godt selv sørge for nogle eller alle de ting, der skal ordnes.

Da sorgen ofte er overvældende, og fordi der skal ordnes mange uvante ting på få dage, oplever de fleste dog, at det er godt at få hjælp til det praktiske. En bedemand kan hjælpe med mange af de følgende ting, som skal ordnes efter et dødsfald.

Anmeld dødsfald – dødsattest

Efter et dødsfald skal en læge tilse afdøde og skrive dødsattesten. Lægen anmelder dødsfaldet til begravelsesmyndigheden, som er sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn, som afdøde havde bopæl i.

Bedemanden eller de pårørende skal anmode om begravelse eller bisættelse. Hvis de pårørende har kendskab til afdødes ønsker, har de pligt til at følge dem. Det gælder fx ønsket om begravelse (kistebegravelse på kirkegården) eller bisættelse (kremering og efterfølgende urnenedsættelse).

Anmodning om ligbrænding og begravelse udfyldes ved hjælp af NemID på www.borger.dk.

Når en præst medvirker, kaldes det en kirkelig begravelse eller bisættelse. Hvis afdøde var medlem af folkekirken, medvirker en præst ved begravelse eller bisættelse, tager man kontakt til kirkekontoret eller præsten for at aftale tidspunkt for begravelsen eller bisættelsen.

Hvis afdøde ikke var medlem af folkekirken, ses det som udtryk for, at afdøde ikke ønskede en præsts medvirken. Vedkommende kan således ikke få en kirkelig begravelse, men kan blive begravet eller bisat i et kapel. Det er de pårørende selv, der står for ceremonien. Her kan man eventuelt tale med bedemanden om det praktiske arrangement.

De pårørende skal vælge gravsted. Tidligere stod valget mellem et traditionelt gravsted og ‘de ukendtes’ som fællesgrav eller plænebegravelse. I dag har mange kirkegårde forskellige typer gravsteder både til kister og til urner. I Brøns og Vodder tilbyder gravere at vise de pårørende rundt på kirkegården.

Man kan også få dispensation til at blive bisat et andet sted end kirkegården eller få sin aske spredt over åbent vand. Læs mere om regler og ansøgning her.

Begravelsens symboler

Jord

Jordpåkastelse er en central del af begravelsesritualet i folkekirken. Ved både en begravelse og en bisættelse kaster præsten jord på kisten tre gange, mens afdøde tiltales med ordene: af jord er du kommet, til jord skal du blive, af jorden skal du igen opstå. De tre håndfulde jord symboliserer bevægelsen: Liv – død – liv. Og de skal minde os om det løfte, vi modtog, da vi blev døbt. At Gud er med os i livet, i døden og i det evige liv.

Det betyder, at vi er født som jordiske mennesker. Vi er skabte af Gud, som hele den jordiske verden er det. Med til at være et jordisk mennesker hører, at vi engang skal dø og vende tilbage til jorden. Vi er en del af det biologiske kredsløb.

Men vi er mere end jord, siger det kristne menneskesyn. Vi er også åndelige mennesker, fordi Gud har skabt os i sit billede. Troen på Jesus’ opstandelse giver os håb, at også vi skal opstå fra de døde. Vi kan ikke vide til hvad eller hvordan. Men ligesom Jesus lagde sit liv og sin død i Guds hånd, kan vi gøre også det.

Ved en bisættelse foregår jordpåkastelsen inde i kirken, og ved en begravelse foregår det ude ved graven.

Kors

Fælles for alle kirkelige ritualer er, at der slås korsets tegn. Både ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Korsets tegn er også en del af velsignelsen, som er en del af enhver gudstjeneste. 

Korset er kristendommens stærkeste symbol. Korset var oprindelig et torturinstrument, men efter at Jesus stod op af graven, blev det kristendommens egentlige symbol på, at liv og kærlighed har sejret over død og mørke. Der er oftest kors på kisten, ligesom korset er at finde i stort set alle kirker.

Blomster

Blomster er et symbol på liv og frugtbarhed, men dermed også forgængelighed. De vokser op, blomstrer og dør, som mennesket gør det.

Blomsterne kan også være et symbol på bekymringsløshed og det at leve i nuet. Jesus siger, at vi skal se på markens liljer, for de bekymrer sig ikke, men blomstrer. Der er også blomster på kirkens alter. 

Når vi giver hinanden blomster, er det et tegn på deltagelse. Vi giver hinanden blomster i både glædelige og i svære situationer. Når et par skal giftes får bruden en brudebuket, og på kirkegården sætter vi blomster på gravene. I forbindelse med en begravelse bærer vi blomster ind i kirken og lægger dem foran kisten ned gennem kirkens midtergang. Oftest er kisten pyntet med blomster. Det kan være den afdødes yndlingsblomster eller årstidens blomster.

Senere lægger kirkegårdens personale blomsterne på graven eller på det sted, hvor urnen senere skal sættes ned. Der er tradition for, at familierne efter mindesammenkomsten kommer tilbage til kirkegården og ser blomsterne.

Død og opstandelse

Vi ved, at ethvert menneske fødes og dør. Det er vores fælles grundvilkår og forudsætningen for det, vi kalder jordisk. Vi ser det ske i naturen hver dag: Noget må dø, for at nyt liv kan spire frem.



En begravelse i kirken handler også om det grundvilkår, at ethvert menneske fødes og dør, og på den måde indgår i en slægt. Alle, der er samlet i kirken, er fælles om at kende afdødes historie. Derfor tales der også om ham eller hende ved begravelsen.



Med ritualet i kirken bliver det enkelte menneskes fortælling sat ind i en større fortælling. En fortælling, der ikke alene handler om det, vi ved, men også om det vi tror og håber på. 

Historien om Jesus handler om, at Gud blev et menneske som os. Han blev født, han led og han døde. Men sådan endte det ikke. Jesus opstod af graven og gav os håbet om, at det samme vil ske for os. Vi er ikke bare jordiske og kødelige mennesker, vi har også fået Guds Ånd. Derfor kan vi tro og håbe over al forstand.



Begravelsesritualet minder os om det løfte, vi modtog, da vi blev døbt: Gud er med os i livet, i døden og i det evige liv.

Tab og sorg

Når vi har mistet en pårørende, kan der opstå en indre tomhed. Alt det, der før gav mening, kan miste sin betydning.

Flere oplever, at det er svært at gå ud og møde andre mennesker. Vi fornemmer, at andre synes, vi må se at komme videre. Det kan også være svært at rumme de gode råd, andre gerne vil give. Vi kan få en fornemmelse af, at de vil have det til at gå over.

Sorg ikke er noget, der går over. Sorg er en kærlighed, vi ikke længere kan komme af med. Kærlighed og sorg går ikke over. Vi lever med den, vi går igennem den. Sorgen kan forandre sig med tiden og få en anden plads, men vi bærer den fortsat med os.

 

 

 

Powered by NORDIC-DATA.COM

error: COPYRIGHT BY NORDIC-DATA!!!